Generalforsamling i Seniorklubberne fredag


Fredag den 30. september 2022 kl. 12-14 afholdes generalforsamling i Aktivitetshuset Seniorklubberne i Høje Gladsaxe.
 
Da Seniorklubberne er et brugerstyret sted - helt uden kommunalt ansat personale - varetager en valgt bestyrelse al forefaldende ledelse og administrativt arbejde vedrørende lokaler, forsyninger, materialer, hjemmeside og kommunikation med grupperne i Seniorklubberne.
 
En del af bestyrelsen er normalt på valg hvert år, men pga. de særlige omstændigheder vedrørende coronanedlukning i 2020, har det ikke været muligt at gennemføre den årlige generalforsamling.
 
Derfor er hele bestyrelsen for så vidt på valg i år - det vil sige i morgen fredag.
 
Hver klub eller selvorganiseret gruppe kan i princippet stille med tre repræsentanter, der har både tale- og stemmeret. Desuden kan alle andre brugere af Seniorklubberne være gæster ved generalforsamlingen med taleret, men dog uden stemmeret.
 
Der serveres et let buffet ved arrangementet fredag.
 
Vi ses kl. 12 i Seniorklubbernes lokaler!
 
Med venlig hilsen
 

10-års jubilæum i Filmklubbens Venner af 2012 fredag den 25. februar 2022! ☺️

Filmklubbens Venner af 2012 holder 10-års jubilæum i februar 2022. Foto: Colourbox. Redigering: Lars Laursen.


Medlemmer af Filmklubbens Venner af 2012 har nu været aktive med video i Seniorklubberne i Høje Gladsaxe i hele 10 år!

Den 12. februar 2022 var den officielle jubilæumsdato. I den anledning afholder klubben et spisearrangement for inviterede gæster fredag den 25. februar 2022 kl. 12-13. Det er ikke et åbent arrangement. 

Tag det gode humør med! 🙂

Læs mere om Filmklubbens Venner af 2012 og dens aktiviteter.

... Men dagen fortsætter med:

Fra kl. 13 er der Åbent Hus med foredrag af Birgitte Hammer

Birgitte og Alex Hammer med de to bøger. Foto: Johnny Bjørnestad. Redigering: Lars Laursen.


Efter middagen fredag den 25. februar 2022 er der Åbent Hus med foredrag fra kl. 13 af og om Birgitte og Alex Hammers to krimibøger udgivet under pseudonymet A. B. Hammersø:

  • "Ni dage i maj 2016." Lisbeth Berger, jurist i en offentlig styrelse, vikles uden at vide hvorfor ind i et højdramatisk spind af trusler og forfølgelser, der kulminerer i en flugt på liv og død gennem København. Sideløbende er Lisbeth følelsesmæssigt dybt engageret  i en kompliceret kærlighedshistorie med en gift mand.

    Bogens anden hovedperson er Michael Sand, kriminalkommissær, der arbejder på at forstå sammenhængen og redde Lisbeth.

  • "Ni dage i november 2019." To unge kvinder findes myrdet på Amager. De har forskellig kulturel baggrund. Den ene er etnisk dansk, den anden er dansk med pakistansk baggrund.

    Kriminalkommissær Michael Sand og hans højgravide assistent, Lena Svendsen, sættes på opklaringsarbejdet. Hænger de to mord sammen? Er der tale om en seriemorder?

    De dramatiske oplevelser frem mod opklaringen får stor betydning for Michael Sand såvel på det personlige som på det professionelle plan. Han og Lena Svendsen får brug for indlevelse og forståelse for at løse mordgåderne.

Forfatterne er begge bosiddende i Søborg og virksomme i både Seniorklubberne og Bibliotek+. Du kan finde de to krimier under det fælles pseudonym A. B. Hammersø her - både i trykte og e-bogsudgaver.

Birgitte Hammer har derudover bl.a. udgivet bøger om flere danske dronninger. Læs om dem her - både i trykte, e-bogs- og lydbogsudgaver.

Alle er velkomne til Åbent Hus-arrangementet, som er gratis. Der serveres kaffe, the og kage til foredraget. 

Daglige arrangementer i Seniorklubberne

Du kan læse om hver af de 10 aktiviteter i seniorklubber ved at klikke på punktet Se klubberne her! herover. Der er et underpunkt for hver klub. Nogle af dem har gjort meget ud af deres sider. Klubberne meddeler også deres åbningstider, program og kontaktpersoner dér. 

Seniorklubberne i Høje Gladsaxe er ikke kun for Høje Gladsaxe-borgere. De er for alle borgere i Gladsaxe Kommune og omegn, som er enten efterlønsmodtagere, selvpensionerede, førtids- eller folkepensionister. For Høje Gladsaxes borgere er der også andre aktiviteter i bebyggelsen, som du kan læse om her

En del af de 10 aktiviteter i Seniorklubberne annoncerer på hjemmesiden KultuNaut. Her kan du se deres arrangementer fra og med i dag og nogen tid fremover. 

Klik her for at se en liste over kommende arrangementer på KultuNaut.

Herunder er vist kommende fælles- og tidligere særarrangementer i Seniorklubberne.