30-04-2022

Flyt dine data mellem iPhone- og Android-telefoner

Hvis du står over for at skulle overføre dine data fra en smartphone med Android-styresystem til en iPhone fra Apple eller vice versa, melder spørgsmålet sig, hvordan du kan få alle dine data og apps med flyttet til en telefon med det andet styresystem. Noget af det vigtigste er få flyttet alle kontakter med telefonnumre, adresser og e-mailadresser, fotos m.m. til den nye telefon. Både iPhones og Android-telefoner har nu i en årrække haft faciliteter til let at overføre andre telefoner med samme styresystem. Bemærk: Denne artikel gælder både smartphones og tablets/iPad.

Billedet herover: Hvordan flytter du egentligt dine data og apps fra én smartphone til en anden - inklusive én med et andet styresystem? Foto: Lars Laursen.

Flere fabrikanter af smartphones har deres egne apps, der gør det muligt flytte data til det andet styresystem – f.eks. Samsung og Huawei – og en lang række app-udviklere har produceret deres egne apps, der kan kopiere større eller mindre mængder af data mellem styresystemerne – ofte mod betaling af et forholdsvist lille beløb. 

Men både Apple, der står bag iOS-, og Google, der udvikler Android-styresystemet, har gjort det muligt at flytte oplysninger mellem telefoner med de to forskellige styresystemer. 

Google har udviklet en ”hemmelig” app, som det for tiden ikke er muligt at finde i Apples App Store til at flytte filer og andre data mellem de to styresystemer.

1. Flyt fra iPhone til iPhone eller fra Android til Android

Men først lidt om, hvordan man flytter data mellem enheder med det samme styresystem.

I en årrække har det været let at flytte sine data selv fra en iPhone til en nyere iPhone eller fra en Android-telefon af samme eller et andet fabrikat til en anden Android-telefon. Alt der skal gøres, er at starte opsætningsprocessen på den nye telefon samtidig med, at den gamle telefon ligger lige ved siden af. Begge skal være koblet på det samme Wi-Fi og Bluetooth. Det er ikke noget krav, at de begge skal have SIM-kort isat, for kommunikationen mellem enhederne sker via Wi-Fi og Bluetooth. Følg blot instruktionerne på skærmene.

Og det bedste af det hele: ikke kun dine kontakter, billeder, videoer, beskeder, adgangskoder m.m., men også dine apps følger med over!

Dog skal du selv indtaste visse adgangskoder igen, f.eks. dit Apple-ID eller din Google-konto og dine e-mailkonti, netbank-apps, NemID- og MitID-app.

Se en 3-minutter lang engelsksproget video om overførslen for iPhone og en anden 4-minutter lang engelsksproget video for Android her.

Bemærk: Så godt som alle videoklippene i denne artikel er på engelsk. Forstår du ikke engelsk (tilstrækkeligt godt) er der mulighed for oversættelse og undertekster. Du kan du slå simultan taleoversættelse til skriftlige, engelske undertekster til først. Via tandhjulet ⚙️i videoafspilleren kan du endvidere vælge automatisk simultan oversættelse fra engelske til danske undertekster. Du kan også gøre underteksterne større, ændre deres farve m.m. Vær også opmærksom på, at oversættelsen måske ikke altid er helt perfekt, hvilket undertiden kan virke meningsforstyrrende.

Der hvor mange har haft det svært, er når flytningen skal ske på tværs af mobilstyresystemsplatforme. Men der findes nu heldigvis enkle og gratis måder at overføre sine data på (men ofte ikke dine apps!). Læs mere herunder.

2. Flyt fra iPhone til Android

Når du installerer og åbner appen, Skift til Android, tager den dig i hånden og hjælper dig med at flytte bl.a. kontakter, kalenderbegivenheder, billeder og videoer.

Skift til Android henter også dine billeder, selv om du har lagt dem ud i iCloud

Appen er gratis at hente i App Store, men du er nødt til at give den en række tilladelser, for at den kan hente de nødvendige data fra din telefon.

Svær at finde i App Store

Googles app bruger Google Drev til at foretage flytningen, så du skal have den app installeret på din iPhone først. Google Drev svarer til skylageret iCloud hos Apple. Begge dele er en slags harddiske, du har ude i et datacenter et eller andet sted i verden. Dermed kan du altid hente dine data inklusive kontakter og fotos til en ny telefon eller tablet, selvom den gik i stykker eller er mistet.

Når du logger på din nye Android-telefon med den samme konto, du brugte til sikkerhedskopieringen, sørger systemet for, at dit indhold bliver tilgængeligt i KontakterKalender og Fotos.

Google-appen Skift til Android hjælper dig med hurtigt og sikkert at flytte dine vigtigste data (billeder, videoer, kontakter og kalenderbegivenheder) til en ny Android-enhed uden brug af kabler.

Appen hjælper dig også med at udføre andre vigtige trin i konfigurationen af din enhed, f.eks. at deaktivere Apples eget SMS-system, iMessage, så du ikke går glip af SMS-beskeder fra venner og familie.

Appen anmoder desuden om en række tilladelser, som den skal bruge for at kunne flytte data fra din iPhone til din nye Android-enhed.

For øjeblikket er appen skjult ved søgninger i Apples App Store, men du kan finde Skift til Android ved at klikke/trykke på dette link. Appen har danske tekster.

Se en 6-minutter lang engelsksproget video om appen her.

3. Flyt fra Android til iPhone

Android er verdens mest udbredte styresystem til smartphones. Dataanalysevirksomheden Statista anslår, at over 86 procent af alle verdens smartphones bruger Android som styresystem. Men i Danmark benytter ca. 60 procent af smartphonebrugerne Apples iPhone.

Apple har længe haft en tilsvarende app, der hjælper dig med at flytte indhold fra en Android-telefon til en iPhone. Den hedder Flyt til iOS, og du kan hente den her. Appen er på dansk.

Det er ikke overraskende Apple selv, der giver dig en hjælpende hånd med telefonskiftet.

Appen Flyt til iOS skal installeres på din Android-mobil. Herefter vil din nye iPhone automatisk skabe et netværk mellem de to telefoner. 

Med nogle få trin kan du overføre dit indhold automatisk og sikkert fra din Android-enhed. Det er ikke nødvendigt at gemme dine ting et andet sted, før du skifter fra Android. Appen Flyt til iOS overfører på sikker vis alle typer indhold for dig, f.eks.:

  • Kontakter
  • Beskedhistorik (SMS/MMS)
  • Kamerafotos og -videoer
  • Bogmærker til websider
  • E-mailkonti
  • Kalendere

Når du vælger at overføre dine data, opretter din nye iPhone eller iPad et privat Wi-Fi-netværk og finder din Android-enhed med appen Flyt til iOS.

Når du har indtastet en sikkerhedskode, starter overførslen af dit indhold, og det placeres de korrekte steder. Så enkelt kan det gøres.

Når dit indhold er overført, kan du komme i gang med det samme. iOS indstiller også din standard-e-mailkonto. Du skal ikke gøre mere – din nye iPhone eller iPad er klar til brug, og du kan udforske de mange muligheder.

Flyt til iOS understøttes på alle telefoner og tablets med Android 4.0 eller en nyere version.

Se en engelsksproget 2½ minutter lang video, der viser, hvordan du benytter denne app, her.

Bemærk: Ingen af disse to apps flytter dine apps med sig. Adgangskoder flyttes heller ikke. Ej heller flyttes dine apps’ egne data med over.

4. Andre flytte-apps

En række smartphone-fabrikanter har tidligere skabt deres egne flytteapps, som alle er gratis. Her er et eksempel. 

Flyt fra iPhone til Samsung

Med appen Samsung Smart Switch, som kan hentes gratis i Google Play Butik, kan du koble din nye Android-telefon sammen med din gamle iPhone enten via kabel eller Wi-Fi. 

Så kan du let overføre dine data med få klik og ganske kort ventetid.

Du kan med fordel klare overførslen, mens du er koblet til Wi-Fi, så du ikke bruger unødige mængder data ved dataoverførsler via mobilnettet på din mobiltelefon.

Se en 9½ minutter lang engelsksproget video om Samsung Smart Switch her.

Samsung Smart Switch understøtter udover Samsungs egne mobiltelefoner de fleste Android-telefoner fra f.eks. HTC, LG, Sony, Huawei, Lenovo, Motorola med flere, som benytter Android 4.0 eller nyere.

Dog kan der være modeller f.eks. af ældre dato, hvor appen ikke fungerer. Læs detaljer om det i Google Play Butik, før du kaster dig ud i projektet. 

Appen kan også hjælpe dig, hvis du har en Windows Phone eller en Blackberry.

Til slut…

Med ordet ”flytte” menes i denne artikel at ”kopiere”, for alle dine data vil stadig forefindes på den oprindelige enhed. De bliver dermed IKKE fjernet fra det gamle apparat!

Hvis du ønsker, at kontakter, billeder, videoer, beskeder, kalenderoptegnelser m.m. slettes fra den gamle telefon, kan du nulstille den til fabriksindstillingerne.

Men det sletter ikke din sikkerhedskopi af alle dine data ude i iCloud eller Google Drev/One. Hos Google er dine data knyttet sammen med din Google-konto – og hvis du har en gmail-konto som Google-konto, så ligger dine data lagret i skyen sammen med den.

Med venlig hilsen

Lars Laursen, frivillig i PC-mødestedet.

Mød PC- mødestedet på Internettet

PC-mødestedet er en datastue for alle seniorer, efterlønsmodtagere og førtidspensionister i Gladsaxe Kommune og omegn. Du kan komme lige ind fra gaden, når vi holder åbent om onsdagen mellem kl. 13 og 16. Det er gratis, og der er intet kontingent. Medbring blot din egen PC, Mac, smartphone eller tablet.

Undertiden afholder vi også små seminarer. Har du ikke selv PC-udstyr med, har vi en enkelt stationær PC udstyret med det nye Windows 11 i rummet til fri afbenyttelse.

Mød PC-mødestedet i den fysiske verden

PC-mødestedet holder til i lokale 3 om onsdagen kl. 13-16 i:

Aktivitetshuset Seniorklubberne i Høje Gladsaxe
Høje Gladsaxe Torv 2H (bagved centret)
2860 Søborg

Stoppesteder og parkering ved Seniorklubberne

Se på et kort, hvor Seniorklubberne holder til, se busser, busstoppesteder samt parkeringspladser her.