29-06-2021

Windows 11 kommer til efteråret 2021

Siden 29. juli 2015 har Microsofts styresystem heddet Windows 10, og der er udkommet halvårlige opgraderinger til det frem til maj 2021. Til efteråret 2021 tager Microsoft et større skridt og udgiver en ny og noget anderledes Windows-udgave, som vil blive kaldt Windows 11. 
 
Det bliver gratis at opgradere for nuværende Windows 10-brugere.
 
Allerede nu får du såkaldte forhåndsvisninger i Windows Update på din pc, hvis du allerede har installeret den seneste Windows 10-opgradering fra foråret 2021: version 21H1. Det betyder, at det kun vil tage 5 minutter at opgradere til Windows 11 til oktober.
 
Af nyheder kan nævnes, at du vil kunne afvikle apps fra Android-telefoner og -tablets direkte i det nye styresystem, idet du udover Windows-apps kan hente Android-apps i Microsoft Store - Microsofts egen appbutik i Windows. Det bliver også muligt nemt at opdele dine åbne apps på flere forskellige måder på skærmen, så de bliver let overskuelige og tilgængelige. 
 
Styresystemet skulle angiveligt også blive hurtigere end Windows 10. Derudover er brugergrænsefladen ændret i et vist omfang. Der indføres en række såkaldte widgets (dimser-apps, som du også kender det fra smartphonen), som du kan vise informationer med. Men klik på denne video og find selv ud af mere (dansk).
 
For at se den knap 3 minutter lange og smukke video om Windows 11, klik her (sørg for at slå lyd til i videoen - engelsk).
 
Hvis du er parat til se og høre Microsofts egen 45-minutter lange introduktion til Windows 11 med engelsk tale, så klik her.
 
Se om din PC kan leve op til de højere krav, som Windows 11 stiller
 
Der gælder bl.a. disse nye specifikationer:

  • Det er obligatorisk, at pc'en kan håndtere en grafikstandard, der kaldes WDDM 2.x (Windows Display Driver Model version 2.0 eller højere). Det betyder, at det skal være DirectX 12-kompatibelt.
  • Tjek din egen pc ved at trykke på tasterne Windows+R; indtast dxdiag; afslut med tryk på enter-tasten; og tjek hvilken DirectX-version, din PC understøtter.
  • 4 gigabyte RAM.
  • TPM 2.0-sikkerhedsmodul (Trusted Platform Module) - det er en række hardwarefunktioner, der bl.a. sikrer, at intet ulovligt kan køre på din PC, men også indeholder krypterings/ dekrypteringsfunktioner.   
  • Som mikroprocessor skal det mindst være Intel Core med mindst to kerner og af 8. eller senere generation. Du kan tjekke hvilken mikroprocessor, du har således: Gå til Start > Kontrolpanel > System. Fra AMD skal mikroprocessoren være Zen 2 eller nyere. 
  • Mindst 64 gigabyte lagerplads i form af enten harddisk eller SSD.
  • PC'en skal understøtte Secure Boot (UEFI skal være aktiviteret) og VBS (Virtualization-Based Security). 
  • Hvis din pc ikke er ældre end 2018, kan den sandsynligvis håndtere Windows 11.
Med venlig hilsen
 
Lars Laursen, frivillig i PC-mødestedet i Seniorklubberne i Høje  Gladsaxe. 
Læs også PC-mødestedets blog om smartphones og tablets.