22-12-2019

Streaming 11: Dplay - Discovery's streamingkanaler

Selskabet bag Discovery Channel, hvis kanaler YouSee ikke længere har i deres tv-pakker på YouSee’s kabelnet fra 1. januar 2020, har deres egen streamingtjeneste – Dplay. Her kan du finde Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Canal 9, Eurosport 1, Eurosport 2, TLC, Discovery, ID – Investigation Discovery, Animal Planet, Food Network, Travel Channel og Discovery Science. Disse 13 kanaler er tilgængelige som live-tv såvel som arkiverede udsendelser – altså som video-on-demand.

Du kan se dem på pc og Mac via en webbrowser fra hjemmesiden www.dplay.dk. Men du kan også se kanalerne via appen Dplay, som du kan downloade i Apples App Store, Androids Play Butik eller via en app på dit smart-tv eller Apple TV. Det er muligt at se nogle af kanalerne uden at betale med andet end at bruge tid på at se reklamer, mens der også kan fås et abonnement uden reklamer.