22-12-2019

Streaming 14: Se streamet tv med Apple TV-boksen

Hvad er Apple TV?

Apple TV er ikke et tv-apparat, men derimod en lille internettilsluttet boks med en simpel fjernbetjening med berøringsfølsom flade, der giver dig mulighed for at benytte flere tusinde apps, bl.a. streaming-apps, og som tilsluttes et fladskærms-tv.

Apple TV giver dig mulighed for at se alt det, du vil se, når du har lyst til det. Du sætter den bare direkte til en HDMI-indgang på dit tv. Har du en tv-boks eller en HDMI-boks bruger du tilsvarende et HDMI-kabel til at forbinde Apple TV til dem. Apple TV er kompatibel med en række platforme til underholdning som C-More, DPlay, Viaplay, DR tv, HBO Nordic, Netflix og TV 2 Play. TV-kanalerne er blevet til apps, som du kan se uden at tage hensyn til faste TV-programmer. Du klikker bare på den ønskede app, logger om nødvendigt på med brugernavn og kode, og så kan du se, hvad du har lyst til, hvad enten det er tidlig morgen eller sen aften. Du kan også bruge Apples App Store til at købe og downloade apps til dit Apple TV. Og det er ikke kun film og serier, men også apps til sjove spil for hele familien, vejrudsigter, fitness og selv interaktive kogebøger! Apple TV er derfor ikke alene en tv-boks, men også en digital medieafspiller med mange muligheder!

Se videoer og billeder, der ligger lokalt på dine iOS-enheder

Vil du sende indhold fra din iPad, Mac eller iPhone til dit tv? AirPlay giver dig mulighed for trådløst at streame video, audio og billeder fra din iPhone eller iPad til dit Apple TV. Det giver dig mulighed for at vise lokalt indhold som f.eks. feriebilleder eller de film, du downloadede for flere år siden.

Har du en Android-smartphone eller -tablet, kan det blive lidt mere udfordrende at streame til dit Apple TV, men det er ikke umuligt! Du kan hente apps, der gør det muligt for dig at bruge AirPlay-teknologien. DoubleTwistPro er en af mulighederne for dig som Android-bruger. Find mere information om denne og lignende apps i Androids Play Butik.

Se dine yndlingsprogrammer

Flere og flere kanaler og streamingtjenester finder vej til Apple TV's univers. Streamingtjenester som Netflix har været tilgængelige et stykke tid og har gjort det virkelig nemt for dig at følge med i dine yndlingsserier og -film direkte på din tv-skærm. Du skal bare huske på, at du til langt de fleste tjenester skal bruge et abonnement for at kunne se dem på Apple TV. Apps på enheden er nemt tilgængelige, og du skal som regel bare klikke på det program, du gerne vil se.

Følg med på live-tv

Vil du se live-tv på dit Apple-TV – via kabel eller antenne – er det forholdsvis nemt at sætte op. Du kan på den måde få adgang til live-tv via den samme grænseflade, hvor du har dine apps til streamingtjenesterne. Mange indholdsleverandører og tv-selskaber har også udviklet apps til Apple TV. Disse apps samler alle dine tv-kanaler under ét og fungerer næsten som den traditionelle tv-boks. En af fordelene er, at du ikke længere skal frakoble dit Apple TV for at se livetransmissionen af en vigtig fodboldkamp!

Apple TV+

I 2019 introducerede Apple en mobilapp kaldet Apple TV+ til iPhone, iPad og iPod. Køber du ovennævnte Apple TV-boks i 4K-udgaven får et års gratis abonnement til Apple TV+. Har du en iPhone eller iPad med iOS 13 eller senere følger appen med. Ønsker du at bruge den, får du tre måneders gratis tv-kigning – og derefter koster det 39 kr. om måneden. Den er med dansk brugergrænseflade.

Apple siger selv om appen:

Få alt dit yndlings-tv, alt i én app. Se eksklusivt originalt tv produceret af Apple via denne app. Køb eller lej nye og populære film. Abonner på premium-kanaler. Få adgang til alt fra populære streaming-apps. Alt sammen arrangeret for og personliggjort til dig.

Prøv Apple TV+ gratis i Apple TV-appen. Denne helt nye streamingtjeneste tilbyder eksklusive show og film fra de mest kreative sind inden for tv og film, bl.a. Jennifer Aniston og Reese Witherspoon, Jason Momoa, Hailee Steinfeld m.m.

Sådan får du appen

Hvis du ikke allerede har appen på din iPhone eller iPad, kan den hentes i App Store.