22-12-2019

Streaming 22: Streaming af musik, radio og lydbøger

Streaming er ikke kun video, det er også lyd. En række tjenester stiller musik, radio og lydbøger til rådighed for lytteren. Du kan lytte med via hovedtelefoner, Bluetooth-højttaleren eller høreapparatet.

Spotify

I flere år er mobiltelefonejere blevet tilbudt den svenske musikstreamingtjeneste Spotify af deres teleselskab. Spotify tilbyder lytning til flere millioner forskellige musikstykker. Den findes i en gratis udgave, hvor man med mellemrum skal lytte til radioreklamer, og en betalingsudgave med mere funktionalitet og uden reklamer.

Du har sikkert kørt i bus eller tog og set unge mennesker med ear-plugs i ørerne, mens de lytter til musik fra mobiltelefonen i hånden eller lommen. Spotify kan downloades fra Apples App Store og Androids Play Butik. Den findes også på hjemmesiden www.spotify.dk, som kan benyttes på en pc eller Mac.

Radio fra DR

Danmarks Radio tilbyder jo også radio. Hvis du vil lytte til radio på din smartphone eller tablet – f.eks. via dine høretelefoner eller den trådløse Bluetooth-forbindelse til Bluetooth-højttaleren eller høreapparatet – kan det ske via appen DR Radio. Her er, hvad DR selv skriver om appen:

DR Radio-appen giver let adgang til at høre DR’s radiokanaler live og lytte on demand til tidligere sendte programmer. Du kan også finde programmer og serier, f.eks. fiktion, der ikke har været sendt på radio.

I appen vil DR komme med anbefalinger til udvalgt indhold, men du kan også finde præcis det, du vil høre ved at søge eller benytte indgangen til Alle programmer, som findes i menuen med de tre streger i øverste venstre hjørne. Appen husker, hvilke programmer du er startet på at høre, og giver dig mulighed for at fortsætte lytningen, eller finde næste program i rækken. Du kan downloade enkelte udsendelser/episoder, så du kan høre dem uden at have internetforbindelse. Du vil finde downloadede programmer i Mine Downloads. Du kan til enhver tid slette de downloadede programmer.

Appen giver dig:

  • Alle DR’s live-kanaler.
  • Alle DR’s on demand-programmer.
  • Alle DR’s særlige podcast-produktioner.
  • Programoversigt for hver kanal.
  • Information om de enkelte programmer.
  • Sidst hørt – fortsæt med at høre programmer on demand.
  • Anbefalinger til lytteoplevelser.
  • Download af programmer, så de kan afspilles uden internetforbindelse.
  • Søgefunktion på programtitler på tværs af kanaler og indhold.
  • Liste med alle programmer A-Å via menuen.
  • Mulighed for at høre indslag på udvalgte programmer.
  • Playlister i programmer på kanalerne P2, P3, P4, P5, P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz.
  • Valg af P4-distrikt i fanen ”Live".
  • Appen understøtter afspilning via Chromecast Audio og Chromecast.
  • Automatisk eller manuel indstilling af lydkvalitet.

Du kan downloade appen fra Apples App Store eller Androids Play Butik.

eReolen – lyt til lydbøger fra danske biblioteker

De danske folkebiblioteker tilbyder også lytning af bøger via streaming.

Her er eReolens omtale af sig selv:

eReolen har tusindvis af titler fra over 300 danske forlag. Med eReolens app kan du låne både e-bøger, lydbøger og podcasts fra biblioteket. Bøgerne kan læses/lyttes på din tablet/smartphone med eller uden internetforbindelse.

Gå på opdagelse i eReolens app, der præsenterer masser af inspiration til læsning og lytning – lad dig inspirere af:

  • Temaer
  • Lister med bøger
  • Videoer
  • Forfatterportrætter
  • Redaktøren anbefaler

eReolens app indeholder derudover en præsentation af bøger på engelsk fra eReolen Global, nem genvej til at læse/lytte din seneste titel, filtrering af søgeresultater mm.

For at bruge appen skal du være oprettet som låner på dit lokale bibliotek. Hvis du ikke er låner allerede, bliver du oprettet ved et besøg på dit lokale bibliotek eller ved at oprette dig digitalt på dit biblioteks hjemmeside. eReolen er tilgængelig via folkebibliotekerne i alle landets kommuner.

Appen kan downloades fra Apples App Store eller Androids Play Butik.