11-11-2019

MobilePay på smartphonen

Danske Banks satsning på mobile betalinger – kaldet MobilePay – er blevet en kæmpe succes. I slutningen af 2018 passerede MobilePay 4 millioner brugere og er nu den mest udbredte danske app overhovedet.

Den benyttes til straks at overføre mindre beløb mellem private og til betaling i visse fysiske butikker og i onlinebutikker. Den kan benyttes ved indkøb på loppemarkeder; hvis du ikke har tilstrækkeligt med kontanter på dig og skal betale en ven for at lægge penge ud til et cafébesøg; eller til kontingentbetaling i en klub.

Det er næsten ligeså let at overføre penge på denne måde som at sende en SMS – man skal blot kende modtagerens telefonnummer eller finde det i telefonens kontaktbog.

Find appen

Hvis du ikke allerede har appen, kan du finde den i Apples App Store på iPhone og iPad og i Googles Play Butik på Android-enheder.

Hvis du ser dette blogindlæg på en smartphone, kan du trykke på et af de to links herunder for at finde MobilePay i app-butikken:

Apples App Store (kræver iOS 10.0 eller nyere)

Androids Play Butik (kræver Android version 5.0 eller nyere)

Hvordan bruger man appen?

Efter, at du har downloadet og registreret dig i appen, er der nogle få handlinger, der skal til for at gennemføre en betaling.

  1. Åbn appen MobilePay.
  2. Log på appen med en PIN-kode, FaceID eller TouchID.
  3. Indtast et beløb, du ønsker at overføre.
  4. Vælg en modtager (indtast enten et telefonnummer eller vælg en modtager i din telefonbog).
  5. Modtagerens navn vises. Hvis skærmen er lille, skal du måske rulle teksten i vinduet for at se dette.
  6. Skriv eventuelt en besked til modtageren eller vælg et foto.
  7. Swipe til højre for at godkende betalingen.
  8. Der vises en kvittering på skærmen.
  9. Modtageren modtager straks en notifikation (underretning/besked) om betalingen på sin smartphone. Det er en straksbetaling, så transaktionen vil straks kunne ses i din netbank eller mobilbank.

Du kan også benytte den digitale talende assistent på telefonen til at gennemføre betalingen, f.eks.:

”Hej Siri, send 150 kr. til Martin via MobilePay”.

Her skal du dog identificere dig ved åbningen af MobilePay.

På nyere telefoner er det også muligt at gennemføre betaling fra låst skærm.

Du kan altid gå ind under Aktiviteter i appen for at se, hvilke betalinger, der er gennemført, og hvilke der er modtaget.

Hvad siger udvikleren af appen selv om MobilePay?

MobilePay er en app til alle slags betalinger. Send penge til en ven (eller én du ikke kender), betal nemt i butikker, i online shops eller i andre apps. Du kan også betale dine abonnementer og regninger med appen.

Du kan bruge MobilePay uanset, hvilken bank du har. Du skal bare være fyldt 13 år. Denne version af MobilePay er lavet til privatbrug (så ikke noget med at lege butik - du skal have en forretningsaftale, hvis du vil bruge MobilePay til erhverv :)

For at registrere dig i MobilePay skal du have:

  • et dansk mobilnummer
  • et dansk cpr-nr.
  • et dansk betalingskort – VisaDankort, MasterCard, Maestro, Visa, Visa Electron eller Dankort
  • en mailadresse
  • Hvis du er 15 år eller derover, skal du bruge NemID ved registreringen.

Når du har downloadet appen og registreret dig, kan du begynde at bruge MobilePay:

  • send penge og anmod om penge
  • betal i fysiske butikker, webshops eller apps
  • betal regninger og abonnementer
  • få dine kvitteringer i appen
  • del en regning med dine venner

Der er mange muligheder med din nye app. God fornøjelse :)

Du kan læse mere om MobilePay på www.mobilepay.dk

Anmeldelser

Mange tusinde brugere af appen har tilkendegivet deres tilfredshed med appen i App Store og Play Butik.

Top

Elsker mobilepay, især når man har glemt sin pung. Mange steder kan det bruges, dog er jeg ked af Netto butikkerne ikke længere har Mobilepay. Det er nemt at overføre penge, samt at handle på nettet uden man skal have sit kort frem. Genial opfindelse 👏👏

Tak !

Vil bare sige tak for en genial APP 👍🏼

Virker perfekt og super nem at bruge.

Syntes det er en dejlig nem måde at overføre penge på, bruger den meget 😄 ilse

Det er alletiders... Nemt at betale uden at have pengene i tasken.

Vildt nem måde at betale på. Bruger MobilePay så meget som muligt.

Hvis du har brug for hjælp

Du er velkommen i PC-mødestedet, hvis du har brug for hjælp til at installere appen og lære at bruge den. Flere frivillige står klar til gratis hjælp.

Du kan mødes os om onsdagen kl. 13-16 her:

Seniorklubberne i Høje Gladsaxe
Høje Gladsaxe Torv 2G (bag ved Høje Gladsaxe Center, under Høje Gladsaxe Bibliotek)
2860 Søborg