04-11-2019

Sådan taler du til din smartphone!

Hvis du har nedsat syn, gigt i fingrene eller er ordblind, er det så udelukket at benytte en smartphone? Det er ikke muligt, vel?

Jo, det er det faktisk!

Siden 2018 har Apples iPhone og iPad haft dansk talegenkendelse, der gør det muligt at betjene den og skrive tekst ved talens brug. Dansk tale har Google leveret til Android-styresystemet fra og med 2019, så det nu er blevet muligt både at få den til at gøre noget og skrive SMS’er og e-mails ved stemmens brug.

Talegenkendelse har nu været tilgængelig på smartphones og tablets i en del år på hovedsprog som engelsk, tysk, spansk og kinesisk. Men efter at Apple introducerede dansk tale i 2018 på sine apparater – sikkert pga. iPhonens store markedsandel i Danmark i forhold til andre steder i verden – fulgte Google snart efter på Android-enheder fra Samsung, Sony, LG, Huawei, Motorola osv. Eneste krav ved tale er, at man taler tydeligt og klart og uden for meget dialekt eller accent.

Enhederne kan dog ikke finde ud af alt. Når du indtaler en SMS eller e-mail, skal du selv sætte punkttegn ved at sige ”komma”, ”punktum”, ”kolon” og ”ny linje” – ellers gør den det ikke.  

Talegenkendelse er én ting, men hvad med oplæsning af tekst i modtagne SMS’er og e-mails og tekst på hjemmesider? Det er også muligt. Kvaliteten af tekst-til-tale er ikke perfekt, men den er som regel forståelig.

Disse enheder kan faktisk styres med stemmen alene – du behøver end ikke at trykke på en knap for at aktivere talegenkendelse.

Hvad kan du så sige til telefonen?

Taleassistenterne kan forstå en del ting – også sagt på forskellige måder – og de bliver bedre og bedre med tiden.

Du kan bl.a. sige:

  • ”Hvordan er vejret i Søborg i dag?”
  • Eller søge på Google ved at sige, ”Hvad hedder kandidaterne til det amerikanske præsidentvalg i 2020?”
  • Start en videosamtale med Lise ved at sige ”Facetime Lise”
  • ”Åbn Google”
  • ”Åbn Fotos”
  • ”Åbn Facebook”
  • ”Fortæl Susanne, jeg er der snart”
  • ”Send en besked til Bo Andersen”
  • ”Fortæl Pia, at showet var super”
  • ”Send en besked til 12 34 56 78”
  • ”Arrangér et møde kl. 9”
  • ”Vandt Danmark?”
  • ”Find mine billeder fra min tur til Italien i sidste måned”
  • ”Søg efter mine billeder af Storebæltsbroen”
  • ”Find billeder af skituren med Lars”
  • ”Vis billeder fra det bryllup jeg var til på Ærø”
  • ”Vis minder fra Den Blå Planet”
  • ”Scan en QR-kode”
  • ”Find en rutevejledning hjem”
  • ”Afspil Bach”
  • ”Mind mig om at ringe til min søn”
  • ”Tjek e-mail”
  • ”Send e-mail til Emilie om turen”
  • ”Ny e-mail til Susanne Christensen”
  • ”Oplæs mine noter”
  • ”Send 150 kr. med MobilePay til Karl Ove”

Vi vil her se på, hvordan du taler til Apples digitale assistent, ”Siri”, Androids ”Google Assistant” og en tredje danskudviklet taleløsning, ”Dictus”, der findes til PC’er.

Siri - den digitale assistent til iPhone og iPad

Under indstillingen af din iPhone eller iPad havde du mulighed for at slå ”Siri” til. Du kunne træne den i din stemme ved at sige nogle sætninger. Du kunne endda tillade, at den lytter med hele tiden, så du blot skal sige ”Hej Siri” for at aktivere den. Ellers skal du trykke på den runde hjem-knap i et sekund eller mere, så skriver Siri, ”Hvad kan jeg hjælpe med?” og foreslår ”Ting du kan sige.” Hvis du vil undgå, at Siri aktiveres, når du trykker på hjem-knappen, skal du kun give den et hurtigt tryk. Du kan dog også slå trykfunktionen til aktivering af Siri fra under Indstillinger, hvis det er generende.

Har du en iPhone X, Xs, 11 eller senere, hvor der ikke er en Hjem-knap, kan du aktivere Siri ved at holde knappen på højre side af telefonen inde i et sekund eller mere.

Hvis du ikke har slået Siri til, kan du aktivere den under Indstillinger > Siri & søgning. Her kan slås en række ting til eller fra, f.eks.:

  • Lyt efter ”Hej Siri” – Til eller Fra
  • Tryk på Hjem for Siri – Til eller Fra
  • Tillade Siri, når enheden er låst – Til eller Fra
  • Du kan vælge sprog, f.eks. dansk.
  • Du kan vælge, hvilken stemme Siri skal tale med: mand eller kvinde.

Under disse indstillinger kan du også indstille, hvordan en række apps, der modtager stemmekommandoer, skal reagere i forhold til Siri og søgning.

Du vil desværre også kunne opleve, at din iPhone eller iPad pludselig åbner og spørger, hvad den kan gøre for dig midt i en samtale med din familie og venner. Det skal du blot ignorere – Siri er ikke perfekt.

Siri tillader en hel del variation i måden, du taler til den. Du skal således ikke huske en ganske bestemt sekvens af ord for at kunne bruge tale.

Lad os se, hvordan du kan sende en SMS via Siri:

Dig: ”Hej Siri”
Siri: ”Ok, jeg lytter…”
Dig: ”Send en besked til Jens”
Siri: ”Hvad vil du skrive?”
Dig: ”Skal vi ses i dag?”
Siri: ”Her er beskeden fra dig, klar til at sende”,og Siri viser teksten ”Skal vi ses i dag”
Dig: ”Send”
Siri: ”OK, den er sendt”

Eller kortere:

Dig: ”Hej Siri send en besked til Jens og spørg ham ’Skal vi ses i dag?’”
Siri: ”Her er beskeden fra dig, klar til at sende”,og Siri viser teksten ”Skal vi ses i dag”
Dig: ”Tak”
Siri: ”OK, den er sendt”

Og sådan kan du sende en e-mail. Det kræver dog, at du har lagt navne og e-mailadresser ind i Telefon-appen:

Dig: ”Hej Siri”
Siri: ”OK, Jeg lytter”
Dig: ”Skriv en e-mail til Eva”
Siri: ”Hvad skal emnet være i din e-mail?”
Dig: ”Kommer du til middag i dag?”
Siri: ”Hvad skal der stå i din e-mail?”
Dig: ”Der er dejlige kartofler lige nu [punktum] [ny linje] Kommer du til middag i dag [spørgsmålstegn] [ny linje] Med venlig hilsen [ny linje] Lars”
Siri: ”Her er din e-mail til Eva. Skal den sendes?”
Dig: ”Ja”
Siri: ”OK, jeg sender den.”

Man kan også selv trykke sig frem til Beskeder- eller Mail-appen og så trykke på mikrofonsymbolet på skærmtastaturet og indtale det hele. Bemærk: vær tydelig med udtalen. Det er lettere at indtale lange beskeder eller e-mails på denne måde end med ovenstående metode.

Der er begrænsninger ved Siri. Du kan således ikke redigere i den indtalte tekst ved brug af tale. Det kan du derimod med det danskudviklede Dictus på PC’en.

Google Assistent - den digitale assistent til Android-telefoner og -tablets

Googles Android-styresystem anvendes af ca. halvdelen af alle danskeres smartphones og tablets. I 2018 kom der dansk talegenkendelse til Android. Dermed blev det langt om længe muligt også for danskere at indtale SMS’er, e-mails og styre telefonen med stemmekommandoer.

Hvad kræves der for at kunne tale til din Android-telefon?

Du skal have installeret opgraderinger af Android-styresystemet for 2019. Telefoner, der er mere end to år gamle, kan måske ikke få denne opgradering. Dette skyldes, at ikke alle Android-telefonproducenter vedbliver at holde ældre telefoner opdateret med de nyeste udgaver af Android.

Du kan gå til Indstillinger > Om enheden > Softwareopdatering på telefonen for at opgradere Android. Du kan blive nødt til at gentage det nogle gange for at få alle opdateringer.

Har du en Samsung-telefon, skal du måske installere et alternativt skærmtastatur (appen Gboard) for at få mulighed for at benytte Googles danske tale.

Desuden skal du indstille dansk tale under ”Sprog og input” i Indstillinger. Hvis du vil kunne ringe op ved at sige ”Ring til mor”, så skal du også under Apps i Indstillinger give tilladelser til at Google må få adgang til dine kontakter i telefonbogen. Tilsvarende med SMS’er.

Du kan se Annissa på video forklare, hvordan du indstiller dansk tale på en Samsung-telefon her:

www.youtube.com/watch?v=MFFWG98jtyg

Du kan finde mere om Google Assistent på dansk her:

https://support.google.com/assistant/?hl=da#topic=7391797

Generelt gælder, at du for at diktere tekst skal trykke på mikrofonsymbolet enten i inputfeltet eller på skærmtastaturet. Du kan også sige ”OK, Google!” for at aktivere Google Assistent – herefter kan du tale til telefonen.

Vi kan hjælpe

Der kan være en del indstillinger og opdateringer, der foretages for at din telefon virker med tale. Det er komplekst at skrive om det her, så har du problemer med det, så opfordres du til at komme i PC-mødestedet om onsdagen kl. 13-16.

Et danskudviklet alternativ: Dictus

Det danske firma Dictus ApS har udviklet og sælger en dansk sprogløsning til Windows kaldet Dictus SUN. Den giver mulighed for at diktere tekst til både tekstbehandlingsprogrammet Microsoft Word og e-mailprogrammet Outlook. Det giver endvidere mulighed for brug i webbrowsere til søgning og oplæsning.

Dictus udmærker sig ved at være tilpasset det danske sprog – f.eks. kan programmet håndtere sammensatte ord godt. Det kan dog være nødvendigt med optræning for at lære bruge programmet. Du skal f.eks. tale tydeligt og klart og selv sige alle punkttegn og linjeskift. Når det er lært, går det ganske godt.

Hvem bruger Dictus?

Du kender måske allerede Dictus, for det benyttes på folketingskanalen på TV til undertekstning, på DR og TV2s særlige tekstede kanaler for hørehæmmede samt i Folketinget til referatskrivning fra folketingssalen til Folketingstidende.

Dictus siger selv om deres produkt:

  • Nok det bedste danske tale-til-tekst-program
  • Kræver ingen træning – start med det samme
  • Høj genkendelse
  • Stort og opdateret ordforråd
  • Mulighed for fagsprogsoptimering: Politik, psykiatri, journalistik...

Gør din skrivning let og hurtigt, hvis du:

  • er ordblind
  • har museskader
  • er bevægelseshæmmet
  • eller bare skriver meget

For privatpersoner er det Dictus Privat, der er mest relevant.

Ønsker du at slippe for besværligt tasteri? Så er Dictus, hvad du har ventet på!

Tale-til-tekst

Dictus er det mest præcise system til genkendelse af daglig tale - og leverer op til 98 % præcision. Intet andet system kan levere den styrke og præcision på dansk.

Derfor er Dictus en ideel løsning for folk, der ønsker at diktere i stedet for at skrive. Tal til din computer, og dine ord kommer straks og præcist ind i dine Microsoft Office programmer (og masser af andre Microsoft programmer).

Dictus stiller dog et krav til dig om at lære at tale roligt med korrekt og tydelig udtale. For at maksimere genkendelsen skal du øve dette, og Dictus skal trænes til at genkende din stemme.

Talestyring af computeren

(kun Windows 7/8/10)

Hvis du har museskader eller i øvrigt har brug for aflastning fra tastaturet, så kan du med Dictus styre computeren alene ved hjælp af stemmen. Med talekommandoer kan man:

  • navigere rundt på skærmen
  • åbne/lukke programmer
  • maksimere/minimere/lukke vinduer
  • klikke på knapper
  • scrolle op og ned på siden
  • bruge genvejstaster, osv.

Fordele:

  • Aflastning fra at skrive med tastatur.
  • Hvis du har museskade eller af anden grund ikke kan bruge dine hænder, så har du fuld styring af computeren med stemmen.
  • Hurtigere end at skrive selv.

De fleste mennesker taler ca. 160 ord i minuttet men skriver kun ca. 40 ord pr minut. Det betyder, at de fleste kan skrive breve og e-mails en del hurtigere ved hjælp af talegenkendelse. Hvis du har skrivevanskeligheder, er Dictus en god hjælp til at kommunikere skriftligt.

Fungerer med dine yndlingsprogrammer!

Diktér dine tekster direkte ind i MS-Word, MS-Outlook eller andre MS-Windows programmer.

Let at bruge

Det er let at installere Dictus og efter få minutter kan du diktere din først tekst. For at opnå god genkendelse er det dog nødvendigt med grundig træning. Men efter endt træning er det enkelt og let at bruge Dictus.

Muligt at tilføje nye ord og fagudtryk

Dictus indeholder en facilitet, så det er muligt at "skanne" dokumenter igennem for ord og udtryk, som Dictus ikke i forvejen kender. Disse kan så tilføjes til Dictus' ordbog, så den fremover kan genkende disse.

Krav til dig

Efter du har anskaffet Dictus, skal du være indstillet på at bruge nogen tid på at opnå god genkendelse. Nogle brugere oplever en vis frustration i starten, fordi genkendelsen ikke straks opfylder deres forventninger. Det er helt almindeligt, da det kræver en vis træning at få god genkendelse – både af dig og af programmet.

Træning af programmet

Før du går i gang, skal du være indstillet på at bruge minimum 5 minutter på at "træne" Dictus. Dictus skal lære din stemme at kende og din måde at udtale ordene på. Det kræver, at du gennemlæser nogle træningstekster, som følger med Dictus. Jo mere tekst du læser, desto bedre bliver Dictus til at genkende. For at øge genkendelsen kan du også indlæse tekstdokumenter, du selv tidligere har skrevet. Du kan således tilføje de ord eller fagudtryk, du ofte bruger.

Din øvelse

Det bedste resultat opnås ved at tale roligt med klar og tydelig udtale. Det kræver lidt træning og tilvænning. I begyndelsen kan du med fordel udtale hvert enkelt ord tydeligt for sig - og efter en tid vil du langsomt erfare, at du har sat tempoet i vejret.

Tekst-til-tale

Du har måske prøvet dansk tekst-til-tale i Windows 10? Det er noget af en prøvelse! Dictus har også en tekst-til-tale-løsning til Windows. Den er bedre end Windows’ – og Dictus har også en ganske god løsning til oplæsning af engelsk tekst. Findes til både Windows og Mac.

Dictus SUNfindes i flere varianter

SunWin:

Tal tekst ind i langt de fleste Windows-programmer (Windows 7, 8 og 10) og også i Citrix og Remote Desktop.

SunWeb:

Tal tekst ind i en internetbrowser (Chrome, Firefox, Edge). Kopier og indsæt i andre programmer.

SunStream:

Talegenkendelse fra lydfil eller løbende talestrøm, f.eks. til undertekstning.

Programmet koster dog penge

Dictus anbefaler, at du anvender en kvalitetsmikrofon eller headset for at opnå det bedste resultat.

Du kan se firmaets priser for mikrofoner, headset og programmer her.

Hvis du vil vide mere

Du kan finde mere om Dictus (også videoer) ved klik herunder:

www.dictus.dk

www.dictus.dk/om_dictus.html

www.welfaretech.dk/nyheder/2019/juni/ny-dansk-talegenkender-kan-tilpasses-med-fagsprog