Deltagerne Kurt, Mona, John V, Lars, Marcel, Per, Kai, Jesper, Carl, Karen og Ivana på fototuren i Forstbotanisk Have i Charlottenlund den 22. maj 2017. Foto: Kurt Jørgensen.

Hjemmevideo- og Fotoklubben i Gladsaxe

Klubbens folder.

Hjemmevideo- og Fotoklubben i Gladsaxe er en klub for seniorer - folkepensionister, efterlønsmodtagere og førtidspensionister - mænd såvel som kvinder - i Gladsaxe Kommune og omegn.

Klubben er startet i februar 2012 og beskæftiger sig dels med fotografering og fotobehandling, dels med hjemmevideo og videoredigering.

Vi hygger os med socialt samvær, diskuterer, tager på foto- og videoture.

Der afholdes af og til workshops og kurser inden for en række emner indenfor foto og video, og redigering af disse - kamerateknik og panoramafotos. Da der som regel benyttes pc'er til redigering af foto og video, har vi også inddraget mere pc-agtige emner som sikkerhedskopiering, QR-koder med smartphones, introduktion til Windows 8/10, offentliggørelse af videoer på YouTube og andre emner.

Vi benytter programmer som det gratis fotoredigeringsprogram Picasa fra Google, det dansksprogede videoredigeringsprogram Pinnacle Studio og fotoredigeringsprogrammet Photoshop/Photoshop Elements og har også holdt kurser i dem.

Vores medlemmer har udstyr fra næsten professionelle kameraer, dyre amatørkameraer, kompaktkameraer til smartphones. Uanset hvad du har, er du velkommen. 

Du kan downloade klubbens folder her

Klubbens egen hjemmeside er www.hjvfklub.dk

Åbningstider
Klubben har åben på:

Mandage kl. 10-14 - Foto
Torsdage kl. 16-18 - Hjemmevideo

Vi holder lukket på helligdage og i juli måned.

Sådan bliver du medlem af klubben
Hvis du er pensionist, efterlønsmodtager eller førtidspensionist er du velkommen til at komme og besøge klubben for at se, om den er noget for dig.

Hvis du beslutter dig for at blive medlem, er der et kontingent på 100 kr. per halvår.

Henvendelse kan ske til klubbens formand Lars Laursen på telefon 24 83 16 96 og e-mail lars.laursen1961@gmail.com.

Klubbens aktiviteter
Du kan læse om den kommende uges aktiviteter i klubben på dens egen hjemmeside her

Du kan også læse om vores kommende aktiviteter på KultuNaut.

Tidligere aktiviteter omfatter:

  • Grundlæggende kurser i digital fotografi.
  • Kursus i grundlæggende kamerateknik.
  • Kursus i panoramafotos.
  • At lave passepartoutfotos.
  • Udlægning af videoer på videodelingstjenesten YouTube.
  • Workshop i QR-koder og hvordan man selv skaber dem.
  • Kurser i Photoshop Elements om grundlæggende billedbehandling.
  • Workshops i det dansksprogede videoredigeringsprogram Pinnacle Studio 15, 16 og 19.
  • Udflugter for at optage fotos.
  • Billedkritikdage med 4K-feedback: Konstruktiv, Kærlig, Kontant og Konkret. 
  • Workshops om Windows 8 og 10.
  • Kurser i billedbehandlingsprogrammet Picasa fra Google. 
  • Introduktion til portrætfotografering i klubbens atelier. 
  • Workshop om fotobøger, som kan oprettes og bestilles online.
  • En udflugt til København en aften for at fotografere bevægelse ved langsomme lukkehastigheder.

Klubben har i 2017 beskæftiget sig med bl.a.:

  • Yderligere workshops i Photoshop Elements.
  • En række workshops i det nyanskaffede, dansksprogede videoredigeringsprogram Pinnacle Studio Ultimate 19.5.1. 
  • Udfærdigelse af nye passepartoutbilleder.
  • Istandsættelse af klubbens nye atelier.
  • Kurser i portrætfotografering i atelieret.
  • Den kendte foredragsholder og forfatter Vagn-Ebbe Kier har været hos os for at tale om bl.a. Photoshop Elements.
  • Workshop i Windows 10 Fall Creators Update.
  • Fototure til Forstbotanisk Have i Charlottenlund, Trelleborg ved Slagelse, Holmen i København, Roskilde Airshow, Zoologisk Have i Valby, Mærsk Tårnet i København. 

Nye emner vi kan tage op i workshops

Hvis der er stemning for det, kan klubben tage nogle nye emner op i kommende workshops. Disse emner er foreslået og har tidligere været oppe at vende: 

  1. Sending af fotos per e-mail. Det lyder ganske ligetil at sende fotos per e-mail, men er det faktisk det?

    - F.eks. er der begrænsninger på hvor mange (og store) billeder, der kan sendes ad gangen.
    - Og mange har oplevet, at billederne får reduceret opløsningen, når de skal sendes. Hvordan undgår man det? Det kan være vigtigt, hvis billederne skal redigeres eller printes af modtageren.
    - Og kan man selv bestemme, hvor meget billederne skal reduceres i opløsning?
    - Hvis man selv vil reducere et fotos opløsning i en e-mail, hvordan gør man så det i Photoshop Elements?
    - Hvad hvis man har 100 fotos, der skal sendes - er det muligt på én gang?
    - Man kan sende fotos per e-mail via Picasa, men det sker altid i reduceret opløsning - kan man virkeligt ikke sende dem med fuld opløsning?
    - Hvad med indlejring af fotos direkte i e-mails ligesom gruppebilledet herover i e-mailen? Hvordan gør man det i Windows Live Mail, Outlook og Gmail?
    - Og kan man selv bestemme størrelsen på det indlejrede billede?
    - Hvordan sender man fotos via Windows Live Mail, UDEN at de bliver lagt i OneDrive eller sendes som et album?
    - Benyttelse af OneDrive, Dropbox eller en dedikeret fototjeneste på Internettet til deling og sending af fotos. Kan man sende billederne i fuld opløsning via dem?

Fotogalleri

Klubbens medlemmer udstiller nogle af deres fotos på klubbens hjemmeside. Klik på menupunkterne med de enkelte medlemmers navne for at se deres fotoalbum.

Men der er også nogle samlinger af fotos fra nogle af de fototure, vi sammen har været ude på - bl.a. i Dyrehaven ved Klampenborg og Kastellet i København

 

Klubben beskæftiger sig med både foto og video. Her ses en del af klubbens medlemmer ved indvielsen af vores nye atelier den 24. april 2017 - der blev holdt taler og drukket champagne. Foto: Carl Christian Lauridsen.

Da foto og video nu om dage optages digitalt, plejer vi at have vores bærbare computere med i klubben.

Det kommunale seniorblad "60+" har haft en notits om klubben på side 9 i decembernummeret 2016.